HISTORIE & STEMMER
Sichuan-operaens historie og dens fem vokalstile
Ansigtsskiftet er kun overfladen. Chuanju er en 200 år gammel blanding af fem sangtraditioner – her er historien, der formede den kunst, du vil opleve.
Se Sichuan-opera-datoer på GetYourGuide ↗Hvor Sichuan-operaen stammer fra
Sichuan-opera — Chuanju — er det regionale teater i Sichuan og Chongqing, med Chengdu som dets mangeårige hjerte. I sin modne form tog det form i slutningen af Qing-dynastiet, cirka i det 18. og 19. århundrede, da omrejsende trup fra andre provinser bragte deres egne sangstile til Sichuan og gradvist smeltede dem sammen med lokal musik og sichuanesisk dialekt. Resultatet var ikke én importeret tradition, men en ægte blanding, opført ved tempelmesser, lavshaller og teahouses i hele regionen. Den folkelige, hverdagsagtige ramme betyder noget: Chuanju voksede frem som populær underholdning for almindelige mennesker, hvilket er grunden til, at det stadig føles hjemme i et teahouse frem for i et storslået teater.
De fem vokalstile
Det, der gør Chuanju usædvanlig, er, at den samler fem forskellige sangtraditioner under ét tag, og et fuldt ensemble kan optræde i hvilken som helst af dem. Kunqiang er den ældste og mest forfinede, nedstammet fra den elegante Kunqu fra den nedre Yangtze. Gaoqiang – “den høje tone” – er formens bankende hjerte, drevet af percussion og dens hjælpende kor bag scenen (nedenfor). Huqin, også kaldet pihuang, er opera med strygeinstrumenter, beslægtet med xipi- og erhuang-melodierne, som også ligger til grund for Pekingoperaen. Tanxi er klapperopera, hvis rytme sættes af en hårdtræs-bangzi-klods. Og dengxi – “lygteopera” – er den lette, komiske, lokale folkestil, der står tættest på Sichuans landsbyrødder. En enkelt aften kan bevæge sig mellem dem, og det klassiske repertoire er sorteret efter, hvilken stil et skuespil synges i.
De fem vokale stilarter i Sichuan-operaen
| Stil | Karakter |
|---|---|
| Kunqiang | Forfinet, langsom og lyrisk, nedstammet fra den antikke Kunqu-opera |
| Gaoqiang | Højfrekvent og percussion-drevet, med et 'hjælpekor' uden for scenen; den mest karakteristiske Sichuan-stil |
| Huqin (pihuang) | Sunget til den buede huqin-fiddle; beslægtet med melodierne i hjertet af Pekingoperaen |
| Tanxi (bangzi) | Klap-klap, tag med! Tempoet er sat, rytmen er skarp – og du er med fra første slag. Oplev byens højdepunkter uden kø, med hurtig adgang og gratis afbestilling. Fra Prags Borg til St. Vitus-katedralen, fra Taipei 101 til Gyeongbokgung – hvert stop er et nyt vers, hvert øjeblik en ny takt. Klap-klap, nu går vi! |
| Dengxi | Lette, komiske 'lanterne'-melodier med rødder i lokal sichuan-folkesang og -festivitas |
Gaoqiang og den hjælpende kor
Hvis én stil er sjælen i Sichuan-operaen, er det gaoqiang — "den høje tone." Dens kendetegn er bangqiang, en medvirkende kor: efter en linje fra sangeren på scenen svarer usynlige stemmer bag scenen, ekkoer eller kommenterer, og forstærker følelsen uden nogen melodiske instrumenter til at bære melodien. I stedet for strygere læner gaoqiang sig op ad percussion-gruppen til at sætte tonehøjde og tempo, hvilket giver den en rå, drivende kvalitet, der er ganske anderledes end den blødere kinesiske opera. Denne kald-og-svar mellem solist og skjult kor er en af de mest slående lyde i hele traditionen, og den er distinkt sichuanesisk — du vil næppe høre noget lignende i Peking-operaen.
Et stort repertoire
Bag tehusets forestillingsnumre ligger et enormt repertoire af helaftensstykker — traditionelt talt i tusindvis — hentet fra kinesisk historie, myter og klassiske romaner. Gennem århundreder kendte mange i publikum disse historier godt, så en aften med opera handlede mindre om overraskelse og mere om, hvordan en elsket fortælling blev sunget og spillet. Chuanju er særligt værdsat for sine librettoer og sin humor: det har ry for at være en af de vittigste kinesiske operaformer, rig på ordspil og skarpe komiske karakterer. De korte varieté-numre, du ser i et tehus, er på sin vis højdepunktsrullen — uddraget af denne langt dybere fortælletradition.
Hvor de berømte stunts passer ind
Ansigtsskift, ildspy og de øvrige tricks begyndte ikke som selvstændige numre – de var dramatiske effekter i fulde operaer, brugt til at markere en karakters forvandling eller et overnaturligt øjeblik. Med tiden, efterhånden som smagen ændrede sig, og kortere formater passede til afslappede og turistprægede publikummer, blev disse showstoppere løftet ud og samlet i de varietéprogrammer, vi ser i dag. Det er ikke et svigt af traditionen, men snarere en fortsættelse af, hvordan Chuanju altid har tilpasset sig sit publikum. Når du ser stuntene i et tehus, oplever du de mest bærbare og umiddelbart medrivende dele af en langt større kunstform – fyrværkeriet, om man vil, frem for hele romanen.
Kunsten i dag
Som mange andre traditionelle kinesiske operaformer har Chuanju oplevet svindende publikumstal i skærmenes tidsalder, og helaftensforestillinger er i dag mere en specialiseret nydelse end hverdagsunderholdning. Men kunstarten består, beskyttet som immateriel kulturarv, undervist på Sichuans operaskoler og holdt levende for besøgende gennem tehusets varietéshow. Det format – korte akter, te i hånden, de berømte stunts i front – er netop grunden til, at traditionen stadig når ud til så mange. For den nysgerrige rejsende er det den mest tilgængelige dør ind i en 200 år gammel kunstform, og ofte den gnist, der får folk til at søge dybere ind i det repertoire, der ligger bag.