DE ANDRE AKTER
Ud over ansigtsskift: Sichuan-operaens andre numre
Ansigtsskiftet får applausen, men en aften på et tehus i Chengdu er et helt varietéshow. Her er ilden, dukkerne, akrobatikken og komedien omkring det.
Se Sichuan-opera-datoer på GetYourGuide ↗En varieret menu, ikke kun opera
Et tehus-aftenprogram er ikke ét langt drama — det er en række korte, selvstændige numre, præcis som Sichuan-operaen ofte er blevet serveret for et uformelt publikum. Ansigtsskiftet er hovedattraktionen, men det kommer som regel til sidst, og de foregående numre er grunden til, at aftenen føles fyldig frem for som en ventetid på ét enkelt trick. Forvent ild, dukker, folkesang, akrobatisk komik og klovneri — hvert nummer varer kun få minutter. Formatet er bevidst gjort let at nyde: Hvis ét nummer ikke lige er dig, kommer der snart et andet, og intet enkelt indslag kræver, at du følger en handling på sichuan-dialekt for at have det godt.
Ildsprudende (tu huo)
Ildspy er den naturlige makker til ansigtsskift, og de to opføres ofte sammen af samme kunstner. Udøveren sender flammeskyer ud over scenen på signal, timet til trommerne, og kan til tider synes at ånde ild, mens en maske skifter i samme takt. I fuld Sichuan-opera hører effekten hjemme i overnaturlige og dæmonbekæmpende scener – den vilde spøgelsesfanger Zhong Kui er en klassisk ildspy-rolle – så flammerne bærer både et strejf af underverdenen og rent show. På tæt hold er det virkelig overvældende; den kontrol, der kræves for at placere ilden sikkert, aften efter aften, er sin egen form for kunnen.
Rullende lampe og akrobatisk komedie
Rullelampenummeret, gun deng, er en af Sichuanoperaens elskede komiske akrobatiske indslag. En kunstner balancerer en tændt olielampe på hovedet – og nogle gange på hænder eller fødder – mens han tumler rundt, kravler under bænke og vrider sig gennem lave åbninger, alt sammen uden at flammen vælter eller flakker. Nummeret udsprang af et traditionelt komediestykke og forener plat humor med ægte akrobatisk kontrol, hvor humoren opstår i den umuligt rolige balancekunstnerens fatning midt i det absurde. Det er et publikumsfavoritnummer netop, fordi spændingen er til at tage og føle på: alle i tehuset sidder stille og ønsker inderligt, at den lille flamme bliver stående oprejst.
Dukker og håndskygger
Et eller andet sted på regningen møder man som regel dukkeførerne. Sichuan har en stærk tradition for stangdukketeater, hvor udskårne figurer styres nedefra med stænger så præcist, at de synes at efterligne ægte opera-bevægelser – ja, i en mesters hænder endda udfører et miniature-ansigtsskift af egen art. Nogle programmer inkluderer også håndskygge-forestillinger, hvor intet andet end sammenflettede fingre mod et oplyst lærred bliver til en fugl, en hund eller en hel lille scene. Begge er stille, nærgående numre, som anmeldere ofte fremhæver som uventede højdepunkter – en delikat modvægt til ilden og trommerne omkring dem.
Folkemusik og nattens lyd
Mellem de visuelle optrin vil du høre musikken, der binder Sichuan-operaen sammen: den gennemtrængende suona-trompet, den buede erhu og andre strygere, og frem for alt percussionen – trommer, gongonger og bækkener, der driver tempoet og markerer hvert eneste stunt. Mange programmer inkluderer et strejf af qingyin, en raffineret Sichuan-folkeballadestil, der traditionelt fremføres af en siddende kunstner med små håndholdte instrumenter. Du kan også opleve traditionens signaturkendetegn: koret uden for scenen, hvor usynlige stemmer svarer sangeren på scenen. Intet af det behøver oversættelse for at ramme plet; lyden alene fortæller dig, hvornår du skal læne dig frem.
Klovne og komiske sketches
Sichuan-operaen er berømt for sin humor, og klovnerollerne bærer en stor del af aftenens varme. Chou'en – den malede komiske figur – underholder publikum med fysiske gags, rappe replikker og snedig lokal humor – meget af det på sichuanesisk dialekt, så en del vittigheder går tabt for dem, der ikke taler sproget, men timingen og slapstick-humorien oversætter fint. Disse komiske skitser er limen i en varietéaften og holder stemningen let og selskabelig mellem hovednumrene. Det minder os om, at dette var folkelig underholdning længe før det blev en kulturarv: teater skabt for et tehus-publikum med teen i hånden og tid til at grine.